Pulserende, finsk futurisme
Uden at være metal i den leksikalske forstand, så rammer finske Haunted Plasma noget hypnotisk fængslende og intenst, som taler til os med metal i blodet.
Machines Like Us
Spectral Embrace
Echoes
Haunted Plasma
Nogle vil sikkert mene, at der burde være en eller anden underhåndsbetaling mellem mig og Svart Records. Labellets frisind til at se fremad og favne en scene i udvikling er stærkt underbygget af netop at være baseret i Finland, hvor hybrider bliver udforsket og dissekeret til det uendelige, og bl.a. Oranssi Pazuzu, Hexvessel og Circle er nogle af frontløberne, der i disse år holder den finske scene levende og eksperimenterende i konstellationer på kryds og tværs.
På den måde er Haunted Plasma ingen undtagelse. En trio bestående af Uho Vanhanen (Oranssi Pazuzu, Grave Pleasures m.fl.), Timo Kaukolampi (K-X-P) og Tomi Leppänen (Circle, K-X-P), der med udgangspunkt i lange, tungt pulserende lydflader opbygger en intensitet, som har samme dragende effekt som det cover, der pryder udgivelsen. En hybrid, der er svært betagende med det kraut-motoriske beat helt under huden og underspillede vokalsektioner fra gæstemusikere til at holde opmærksomheden fanget, inden vi driver alt for langt ud i et syret drømmeland.
‘Reverse Engineer’ er en velvalgt åbner til stille og roligt at suge os ind med Mat McNerneys (Hexvessel, Grave Pleasures) gentagne referencer til “Technology of power” og direkte beder maskinerne fortælle os, hvad vi vil have. Er vi blevet ofre for maskinerne? Har vi mistet kontrollen?
Blot enkelte guitarriffs sniger sig ind nummeret igennem, og det er da også ganske sigende for hele pladen, der langt overvejende er elektronisk uden yderligere omsvøb.
‘Machines Like Us’ åbner ganske vist ud med en distortet powerakkord, der i sand NEU!-ånd fræser ukompliceret afsted, mens lydbilledet ekspanderes udenom guitaren i kraft af glissando-boblende synths og technoens digitale drive. Til sammenligning virker ‘Spectral Embrace’ nærmest som et cinematisk soundtrack-piece, ikke milevidt fra Pazuzu-lyden uden dog at søge de samme crescendoer, men i stedet at blive i momentet med vocoder-effekter til at holde hypnosen kørende, ikke ulig den efterfølgende ‘Echoes’, der dvæler endnu længere ned i shoegaze-land og giver os nogen minutter til lige at opbygge energien til den afrundende, 13 minutter lange ‘Haunted Plasma’.
En lukker, der på glimrende vis samler op på alt det, der indbefatter denne nye trio her på deres første udgivelse. Det motoriske beat. De diskante klangflader. Den elektroniske lagkage af effekter, periodisk underbygget af huggende powerakkorder. Ringa Manners (The Hearing) spacy korsang. Uden nogen form for normal sangstruktur at falde tilbage på, men blot med drivet og pulsen til at sende tankerne på himmelflugt, uden at kræve andet af dig end at give dig frit hen til den fulde rejse.
På den vis er Haunted Plasma bestemt ikke for alle. Med en vis forkærlighed for NEU!, Hawkwind og spacerockens kosmiske lydbilleder, og/eller føromtalte finske scenes mere eksperimenterende tendenser, kan Haunted Plasma også meget vel blive en glædelig opdagelse for dig – men har du et udtalt behov for mere traditionelle vers/omkvæd/melodi-strukturer, så er det bestemt ikke her, du finder det.
Ikke, at det ene behøver udelukke det andet, for Haunted Plasma er noget helt for sig selv. Som en art psykedelisk metal, der giver dig et frirum til at glemme alt om hverdagens trummerum, når du tillader dig den slags – og med de åbenlyse kvaliteter for det mere eksperimentielt søgende metalpublikum skal der nok være andre af vores læsere her, der har samme glæde af dette spændende, nye foretagende.