Det finske monstershow beviser, at man sagtens kan få alt til at handle om udseendet og stadig skrive god rockmusik.

Det, som Darkthrone blev kendt for, rykker de sig endnu længere fra på 'The Underground Resistance', som er et forsøg på at give lytteren lidt oldschool heavy metal-lærdom.

Gendannede Iniquity løftede den tunge arv og sendte fredag aften Pumpehuset ind i en storm af hæsblæsende dødsmetal.

Det musikalsk overlegne samt en overdådig 70’er-inspireret produktion gør Steven Wilsons tredje soloalbum til en dejlig udgivelse. Så gør det ikke alverden, at sangskrivningen på pladen emmer mere af svævende studieimprovisationer end af det afklarede.

‘More Than One Way Home’ er bestemt mere end moderat bedre end de seneste mange års Whitesnake-album. Der er bare de to små problemer med albummet: At det ikke er David Coverdale, der synger, og at det ikke er Whitesnake, der spiller.

Volbeat fremviste for første gang den tidligere Anthrax-guitarist, Rob Caggiano. Det skete i fin stil, selvom der også var lidt studiestøv, der skulle bankes af.

Redwood Hill er det ukendte under havets overflade, skygger i skovbunden, hviskende spøgelsesbyer og åbne benbrud. Man må bare lukke øjnene og lade sig opsluge.

Når nu der ikke kommer mere fra Dissections hånd, så er det jo rart, at der i gemmerne ligger et brugbart alternativ i Sacramentum, hvis fine debut genudgives på Century Media.

Anmeldelsen ligner måske til forveksling Kents anmeldelse af samme pakke dagen efter, men forskellen ligger måske i udgangspunket: Den udsendte anmelder hylder godt nok dødsmetal, men ejer intet med Cannibal Corpse.

Den anden demo fra The Vision Ablaze præsenterer et band, der har forstået sangskrivningens ædle kunst, og bandet har forståeligt nok også startet arbejdet mod en fuldlængde.

Veloplagte Devildriver løb med prisen for aftenens bedste præstation foran det rutineprægede hovednavn Cannibal Corpse. Andre gjorde det også godt.

Norske Jørn Landes vokal er stadig lige kuldegysende fantastisk. Det er den, uanset hvad han laver. Men han skal til at stramme sig an, hvis hans band skal blive til mere end en fortærsket kopi af sig selv. Vi anmelder Jorns parring med et symfoniorkester.

Her følger en forsinket, men evigt aktuel anmeldelse af én af sidste års mest ventede udgivelser: Colour Hazes ’She Said’. Kodeordene er trippet og smilende fantastisk.   

Det var som at få bastante toner op i urinrøret, da Sunn O))) lørdag aften spillede op til t-u-n-g, aparte drone og rockende melodier foran et dedikeret publikum i en behageligt kold Den Grå Hal.

The Sword gik til stålet søndag aften i Lille Vega, og riffede sig igennem en 80 minutters intens opvisning i, hvordan metal skal eksekveres.

Norske Audrey Horne kan trods en lidt sær lyd ved første lyt og et umanerligt grimt cover alligevel være pænt stolte af albummets fine række af catchy melodier med flere klare hits iblandt.

Norske Ragnarok lever på deres seneste udgivelse fuldt op til den tunge byrd der ligger i sådan et navn.

Græske Acrimonious vender efter fire års pause tilbage med en ualmindeligt stærk anden skive.