Vold, interne svinere, stoffer, dodgy labels, mental ustabilitet, fitness, kampsport og religiøse sekter: Historien om Cro-Mags har det hele, bortset fra en god diskografi udover klassikerne.

Briternes emofarvede hardcore fungerer upåklageligt for genren. "Fungerer upåklageligt" er mere, end hvad man kan få sig selv til at sige om genren som sådan.

Bas- og trommeduoen Bell Witch havde fået bedre plads til al deres lyd end forrige år, og deres kosmiske doom var en smuk afslutning på HDDT.

De finske bølledoomere levede i hvert fald op til deres navn ved at være hætteklædte og lidt irriterende. Det er så også det bedste, der er at sige om dem.

Den kvindelige italienske kvintet fumlede sig frem til ægte horror med fejl, der fik det hele til at fremstå mere urovækkende.

20 minutter var alt, hvad den nye københavnertrio skulle bruge til at overbevise om at de kan føre stilen videre fra deres tidligere bands.

Sidste omgang HDDT blev åbnet af de kæbenhavnske stonerveteraner der har rejst sig fra graven. 10 års pause har bare ikke udbedret de mangler de havde i sin tid.

Det var endnu en dag på kontoret for den australske dronemusiker Oren Ambarchi, men det, der kommer over hans skrivebord fuldt af effektpedaler, er af uforholdsmæssigt høj kvalitet.

Noget nær endegyldig bog om New York-hardcorens fødsel og konsolidering i årene 1980-1990 vinder på sit fokus og sin grundighed, hvad den mangler i selvkritik og perspektivering.

Stonerrocktrioen har tilsyneladende brugt 10 års pladepause på at stirre på en lavalampe og kontemplere universet i stedet for at køre træk og udtænke riffs, som de burde.

Nærmest ved et tilfælde leverer NYHC-veteranerne et af den tre årtier lange karrieres mest vellykkede album.

Hvis det, du vil, bare er at spille grindcore, så er der jo ingen grund til at lægge skjul på det. Men hvis det, du spiller, så ikke nødvendigvis bare opfattes som grindcore, har du lidt af et problem.

Atmosfærisk noiserock med et skvæt boogie: Det står uklart hen, hvem der lige bestilte præcis den cocktail, men bliver den rystet lidt mere, kunne man godt udvikle en faible for den.

På en knusende tung bund af nedstemte guitarer laver Torche stadig indie, der forlader sig på melodien og bliver reddet hjem af trommerne.

Det skaber en vis nysgerrighed blandet med sund skepsis, når et dansk hardcoreband, ingen rigtig har hørt om, kommer væltende med et debutalbum på Southern Lord.

Grindcorens fædre er en institution, som alle tror, de ved, hvad de kan vente sig af. Det er en fejl, for den britisk-amerikanske kvartet fortsætter i deres 35. leveår med at vinde nyt land og har lavet endnu et af deres bedste album.

Lyden af vind i håret, saltstænk i ansigtet, longsleeves med keltiske mønstre og en komplet samling 'Thorgal'-tegneserier: Primordials mørke paganermetal er så heltet og episk som nogensinde, og de er tilbage på rette spor med en af karrierens bedste plader.

Cavalera-brødrene fremmaner Babylons fald på deres tredje plade og forsøger stadig at sminke deres metal med eksotisk staffage. Det havde de ikke behøvet, for de kan faktisk stadigvæk thrashe igennem, når de tager sig sammen til at skrue ordentlige numre sammen.

Noiserockgruppen fra Texas fejrer 20-årsjubilæum og udgiver deres 9. album. Deres største udfordring er stadigvæk at leve op til deres egne kolossale præstationer i starten af 00'erne. Afslutningsvis når de dog både at indfri ambitionerne og næsten at opfylde en 10 år gammel våd drøm hos anmelderen.

Angelenoerne har fuldt fart på ud i tankeløsheden, men det bliver aldrig rigtig mere engagerende end en larmende fest inde hos naboerne.