På en knusende tung bund af nedstemte guitarer laver Torche stadig indie, der forlader sig på melodien og bliver reddet hjem af trommerne.

Det skaber en vis nysgerrighed blandet med sund skepsis, når et dansk hardcoreband, ingen rigtig har hørt om, kommer væltende med et debutalbum på Southern Lord.

Grindcorens fædre er en institution, som alle tror, de ved, hvad de kan vente sig af. Det er en fejl, for den britisk-amerikanske kvartet fortsætter i deres 35. leveår med at vinde nyt land og har lavet endnu et af deres bedste album.

Vi kan høre alle mulige slags metal, og vi kan diskutere, hvad der er det fedeste og sandeste, men ét har vi tilfælles: den sorte band-t-shirt.

Uanset hvilken slags metal vi hører, er der en ting, vi alle kan være enige om: den sorte band-T-shirt. Briller af Stål guider dig til en stilfuld brug af merchandise.

Hen under jul fik 'Salad Days' om Washington, D.C. hardcore-scenen premiere. Endnu en dokumentar om hardcorens unge år med de samme gråhårede scenesters, der ser tilbage på deres, nåh ja, salad days. Briller af stål ser på, hvor hardcoredokuer har haft det med at fejle de seneste år.

2014 var et godt år for heavy metal i Danmark. Og her tænker vi hverken på alle de gode udgivelser eller mange fede koncerter, men den store opmærksomhed, der tilfaldt vores kultur, som synes at være mere spirende og populær end nogensinde.

Skønheden er i sin natur flygtig, det er selve det forlokkende ved den. Med afsæt i Monos seneste todelte værk og deres 15 år lange forsøg på at fastholde den for at meditere over den, reflekterer Briller af Stål denne gang over, hvordan det i sig selv er en forbrydelse mod skønheden som sådan. Og hvordan man kommer videre derfra. 

Skuffelserne var mere skelsættende end de positive overraskelser for Briller af Stål-klummisten i 2014. Alt som det skal være, med andre ord.

Metalcore opfylder tilsyneladende et behov hos et publikum, men bør det overhovedet tilfredsstilles? Med afsæt i aktuelle udgivelser fra de flakkende veteraner Unearth og de imponerende professionelt upersonlige Lost In Despair prøver Briller af Stål at forstå metalcore for at kunne anvise en vej ud af genren.

Lyden af vind i håret, saltstænk i ansigtet, longsleeves med keltiske mønstre og en komplet samling 'Thorgal'-tegneserier: Primordials mørke paganermetal er så heltet og episk som nogensinde, og de er tilbage på rette spor med en af karrierens bedste plader.

På onsdag spiller Doomriders på Beta. Devilution giver dig fem gode grunde til, hvorfor du skal bruge en aften på Amager sammen med Nate Newton, der nok er bedst kendt som Converges bassist, men som har haft pænt mange jern i hardcoreilden siden midten af 90'erne.

Vi spejler os uvægerligt i forbilleder for at styrke vores egen personlighed. Men når vi ufrivilligt ser os spejlet i dem, vi anser for uværdige, er det, at det går op for os, hvad vi i virkeligheden er. At vi er middelmådige, forudsigelige og alt andet end de unikke, sammensatte skabninger, vi gerne vil opfatte os selv som. Det er den erkendelse, Briller af Stål når ved at høre Downfall of Gaia.

En rask sammenfatning af Oren Ambarchis lydunivers kommer nemt til at lyde som en krigserklæring. Men det er ikke menneskeheden som sådan, den australsk-irakisk-jødiske avantgardemusiker bekriger, det er den traditionelle tilgang til instrumenter og komposition. Og undervejs finder han en uudgrundelig skønhed og harmoni de særeste steder.

Cavalera-brødrene fremmaner Babylons fald på deres tredje plade og forsøger stadig at sminke deres metal med eksotisk staffage. Det havde de ikke behøvet, for de kan faktisk stadigvæk thrashe igennem, når de tager sig sammen til at skrue ordentlige numre sammen.

Southern Lord er mest kendt som ham-fra-Sunn-O)))s-label og som sådan forbundet med doomy subgenrer, black, dark ambient og avantgarde. På det seneste er de branchet ud og begyndt at gøre det i hardcore. Briller af Stål prøver at forstå hvorfor.

Noiserockgruppen fra Texas fejrer 20-årsjubilæum og udgiver deres 9. album. Deres største udfordring er stadigvæk at leve op til deres egne kolossale præstationer i starten af 00'erne. Afslutningsvis når de dog både at indfri ambitionerne og næsten at opfylde en 10 år gammel våd drøm hos anmelderen.

Angelenoerne har fuldt fart på ud i tankeløsheden, men det bliver aldrig rigtig mere engagerende end en larmende fest inde hos naboerne.

På det nye Today Is the Day-album skaber Steve Austin desværre uheldige associationer til nü-metal i sit fortsatte forsøg på at forny sin lyd.

Black som selvhjælp, som følelser og som ét stilgreb blandt mange: I blackened hardcore er man ikke forpligtet over for genren, og det er ikke kun godt.