Man kan jo altid håbe på at Gojira opper sig igen en dag, men indtil da må vi nøjes med Deadnate herhjemme, og det er faktisk ikke så ringe endda.

Bands’ sejhed kan blive vurderet på mange ting. Oftest er det på temaer, attitude, eller evner til at lave riffs. Dying Hydras sejhed ligger i deres kæmpestore holistiske og tredimensionelle vellyd. 

Med smil over hele femøren, piskede Orange Goblin en buldrende, bragende, bøvsende og ikke mindst kærlig stemning op i Beta.

I år er det ti år siden at proggerne Mastodon med ’The Hunter’ ret entydigt gik fra et metalfortegn til et hårdt rockfortegn. Hvis du stadig er sur over det, så kig væk. Hvis ikke, bliver du nok glad.

Bada og kirkerockeren Anna von Hausswolff fik i stærkt samarbejde med opvarmningen skabt en skrigende ambient aften i Stengade. 

Hvis et ekstra hidsigt grindcoreband, fik et elskovsbarn med en defekt transistorradio ville det lyde som Full of Hells tiende udgivelse.

Aftenens tre bands kan med fordel sætte sig ned og lære af hinanden til næste gang, da de på godt og ondt stod med vidt forskellige styrker og svagheder. 

Ikoniske Jethro Tull spillede en fortryllende, varm og old school rockkoncert i Operaen, men tiden er forståeligt nok løbet fra vokalen. 

På Loppen bød Offernat og Dying Hydra på inderlighed. Både blød og taknemmelig inderlighed, men også en udadreagerende og voldsom en af slagsen.  

Umiddelbart spiller Baest og Katla to ret forskellige typer metal. Men stilistisk har de tre ting til fælles. Bajer, uhøjtidelighed og frasortering. 

På Anguishs fjerde album får man mere af det gode. Men så heller ikke meget mere end det. 

Fredagen i Pumpehuset bød på en diabolsk og ugudelig glædes- og rædselsfest, der sent vil blive glemt. 

Ligesom Odins hest er for guddommelig til at være en vanskabning, er Flight of Sleipnir også for idérige og dygtige til at skulle overses.

Black Sabbath udgav fire udødelige mesterværker på blot to år. ‘Master of Reality’ skabte en lyd, der den dag i dag lever videre  i sin oprindelige form.

Grækerne lavede yndefulde marmorskulpturer, men Vokonis spiller stoner-sludge, og det skal være mudret. Derfor har Vokonis formet en smuk mudderskulptur.

Offernat lægger op til den helt store rituelt frådende forløsning, men det er stadig skumringstid. Vi ser dog frem mod natten.

Purister vil hellere lade skibet synke, end unødigt at blande genrer. Det er også for det bedste, så det eneste overraskende ved Urne er, hvor frygtløst og veludført de gør netop det. 

Næste sommer er de tilbage. De udenlandske bands. Dem vi har ventet så længe på. Copenhell kommer med en god servering oversøisk og hjemlig tråd, hvor Mastodont og Dizzy Mizz Lizzy står som de helt store.

Modernistisk malerkunst og hollandsk ringer nok lige så få klokker for dig, som “Vil du med i skoven og apportere tennisbolde?” gør for Fido. Men selvfølgelig vil Fido det.