Koncerten på Forbrændingen var en tiltrængt påmindelse om, hvorfor det er en dårlig ide at misse Hatesphere live. En lidt magelig indstilling fra både det fra- og tilstedeværende publikum vidnede om, at glemslens slør havde nedsænket sig. Man har jo set det hele før, ikke?

Bandet med debutalbummet 'Possessed by Fire' overlevede dengang kun i få år, men vendte tilbage i 2008. De udgiver nu deres andet album siden gendannelsen.

I november 2015 udgav Hatesphere deres seneste album 'New Hell', og nu følges udspillet op af koncerter landet over. På fredag nedkaldes helvedet over Forbrændingen sammen med energiske Aphyxion, og her får du muligheden for at komme med!

Copenhell offentliggør en bred vifte af mellemstore og mindre navne: Scorpions leverer den klassiske heavy rock, mens Amon Amarth sørger for vikingefest. Og så er der både ny og klassisk dødsmetal, doom og retrorock.

Regarde Les Hommes Tomber har indkapslet følelsen af indestængt vrede og udefinerbar længsel. Med det gennemgående høje niveau er black metal-albummet 'Exile' et lytteværdigt album, der er værd at erhverve sig i en fart.

I årets obligatoriske opsamlingsheat krummer vi tæer over, at vi ikke fik prioriteret at lytte til dette og hint i det forgangne år. Røde lamper blinker i den kontekst faretruende ud for Dirt Forge, uden at det står helt klart, om det er en advarselslampe, et nødblus eller en reminder.

To ting har gennemsyret året: Den ene er, selvforskyldt, mangel på tid, og den anden er, absolut kritisabelt, mangel på musikalsk format, hvad enten det omhandler mastodonter som blandt andet Iron Maiden og Slayer, der har udgivet gabende kedeligt nyt, eller de nye bands, der skulle forestille at være blodtørstige, men som ved nærmere gennemlytning viser sig blot at sidde og patte i en kvart liter lunken øko som en anden deprimeret skoleelev.

Skindred gæster Pumpehuset på torsdag, og vi sætter vores lid til, at de fem tosser fra Wales leverer det forventede sprælske liveshow. I diametral modsætning til denne samling leddeløse backingtracks.

Det har været en måned, hvor den del af menneskeheden der synder udi hyppigt nyheds(mis)brug og generel interesse for verdens moro, har måttet trækkes med alt fra Miley Cyrus med påhængsmotor til ufattelige ugerninger begået i Stornissens navn. Vi graver os ned.

Et sammenspillet og livgivende Graveyard fik stemningen til tops, efter at et særegent opvarmningsband vækkede minderne om en svunden tid til live.

Kataklysm følger op på tendensen fra sidste udgivelse og er nu så langt fra deres udgangspunkt i den brutale dødsmetal som nogensinde.

I weekenden farvelægger Copenhagen Pride gader og stræder, og vi markerer LGBT-miljøernes årlige svar på månelandingen med en top 5 over farverige bands og udgivelser.

Umlaut viser potentiale med fine melodier, en legende bas og dynamik.

Annihilator har skuffet de sidste par gange, vi har set dem, men fredag aften lykkedes det canadierne at bryde kurven ved at give en energisk og vellykket koncert.

En velvalgt sætliste og en uventet gæst hev niveauet op, uden at publikum af den grund druknede i et overstrømmende blodbad som håbet

Skindred sikrede en misundelsesværdig pulseren foran Wackens Party Stage, da de leverede lige dele tunge riffs, drum'n'bass, heavy metal, reggae, hiphop... og et enkelt Metallica-cover.

Ingen kommer i nærheden af Obituary, når de er bedst. Det blev cementeret, da de leverede et af årets højdepunkter på teltscenen

Der var fyret godt op under forstærkerne, da Zakk Wylde og band indtog den store Black Stage fredag aften, men koncerten kom aldrig helt op at ringe.

Lørdag var en dejlig dag på Wacken, hvor solen endelig, endelig kiggede ordentligt frem, mens Kataklysm kunne stå for oplagt morgengymnastik, og Judas Priest senere var metalguder, mens Obituary egentlig bare var det sejeste og vigtigste i verden.

Da Devilutions amputerede delegation endelig stod med støvlerne plantet i det tykke, sorte mudder, fik de travlt med at komme i marken og få hørt musik. Det var blevet fredag, som diskede op med gamle kendinge som At The Gates og Annihilator, mens Black Label Society blev en triviel affære. Samael brillerede, og My Dying Bride gjorde natten smuk at traske hjem i, så turen viste sig at være anstrengelserne værd.