For ti år siden skabte Cult of Luna et hovedværk i post-metal. Sammen med Julie Christmas får de nu endelig indfriet de løfter, de gav dengang, og lader alt bag sig i tomheden.

Ihsahn tør at fejle, og han tør sågar at gentage andres fejl og skabe noget ud af dem, der lykkes mod al sund fornuft. Det skal vi som metalpublikum være taknemmelige for.

Obsidian Kingdom er langt fra nyskabende, men katalanernes Genesis-worship angiver en mulig vej ud af post-metallens kreative dødvande.

Enslaved- og Wardruna-folkene skabte et storværk for at hylde Norges historie til 200-året. Det lykkes i at gengive den stolte norskhed og i at spille vikingemetal uden at virke fjollet.

Med Ulver ved man, at man ikke kan vide, hvad man kan vente sig. Man kan vente sig øjeblikke af stor skønhed, men bandets trang til konsekvent at sætte sig selv over styr kan også nemt ramme ved siden af.

Det kræver sin romantiker at give sig hen til Sols højstemte besyngelse af elendigheden i alle dens nuancer. Men aarhusianerne får råbt sig frem til en virkelig vellykket plade.

Til Bornhell i eftersommeren var der ikke mange unge blandt publikum. Nu prøver festivalen at lære de unge bornholmere at gå til metalkoncerter.

Kontrol er den ypperste form for tillid, lød et ordsprog i Østblokken under kommunismen. Hos Laibach er kontrol, kontroltab og omgåelse af kontrollen bestandige og stadig aktuelle temaer, som de demonstrerede det ved deres koncert i DR Koncerthusets Studie 2.

De sydspanske avantgarde-doomere Orthodox skræller lag af på deres første album i fire år. Desværre bliver det lidt for tydeligt, hvad der er tilbage, når tågen letter.

Udsynet er modfaldent, troen på menneskeheden udslukt, og festen havnet i en massiv nedtur. Hvis det er Drug Churchs vision at fejle eklatant, så lykkes det.

Industrial-supergruppen lykkes overraskende godt med deres andet album, der vækker associationer til såvel medlemmernes storhedstid som 90’ernes metal-uvaner.

I en afstikker til thrash-bandet Holocausto holder de brasilianske crust-metallere et næsten imponerende lavt niveau tre årtier efter debuten og nægter at lade alderen modne dem det mindste.

Solbrud var den oprindelige begrundelse for at lave Bornhell, og de var også det band, der gjorde stærkest indtryk på Bornholms første black metal-festival. Men det var ikke i sig selv nok til at trække folk af huse.

Max Cavalera lander sit tredje album med lige så mange bands inden for et års tid. Sammenlagt når han lige op på en ep-fuld mindeværdige numre.

Sick Of It All kender ikke til dårlige dage, og det er ingen sag for dem at spille en søndag op, selvom den største overraskelse hos NYHC-veteranerne er, at de har lagt åbningsnummeret til sidst i sættet.

Selvom der er al mulig grund til at være skeptisk over for amerikanernes atmosfæriske post-black, ender de med at overbevise på trods.

Københavnsk enmandsband debuterer med en post-black, der er alt andet end overbevisende.

De bedste intentioner, referencer og samarbejdspartnere kan stadig ikke redde KEN Mode fra at fremstå lidt småkiksede.

Den københavnske emo-kvartet med rødder i Lack, Obstacles og Town Portal spiller op mod sin egen fortid og lykkes heldigvis med det.

Blandt afstumpede stakler rager den romantiske nihilist Niklas Kvarforth op. Så meget desto sværere er det at forlige sig med hvor godt det han laver, faktisk er.