Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 25 – de første navne

Updated
Dream Theater

Copenhell præsenterer Dream Theater, In Flames, Lorna Shore, Heaven Shall Burn, Mnemic og 21 andre bands til plakaten i 2025 – læs om dem alle her!

Copenhell 2025 er så småt på vej. Første runde af bands annonceres i dag, og det er hele 26 af slagsen. Der er både store bands og spændende bands fra undergrunden. Vi har kigget nærmere på samtlige af dem og præsenterer dem for den nysgerrige læser og lytter. Og selv om Copenhell nu har været afholdt 13 gange, så er der faktisk en del navne her, der ikke har været forbi Refshaleøen tidligere. Få overblikket her!

DREAM THEATER




Oktober sidste år blev en stor drøm opfyldt for mangt et proghead rundt omkring. For mange et gensyn, de efterhånden havde opgivet at håbe på. For andre et ønske, de aldrig fik opfyldt i tide. Trommeslager Mike Portnoy og resten af Dream Theater forsonedes, og efter en årrække med udgivelser, der ikke matchede fortidens skelsættende bedrifter, kan vi nu også se frem til på Copenhell at opleve bandet, der for alvor satte prog metallen på dagsordenen, da ‘Images & Words’, og ikke mindst singlen ‘Pull Me Under’, gav dem deres store gennembrud tilbage i 1992.

Nogen kan allerede få en forsmag på genforeningen den 10. november, når Long Island-kvintetten ligeledes slår turen forbi Refshaleøen – her i form af det nye spillested Poolen – men eftersom det er første gang, vi får Dream Theater at se med Mike Portnoy, som var så afgørende for bandet i deres gyldne år, siden deres ‘Black Clouds & Silver Linings’-turné i 2009, er der nok at råde bod på.
En stærk booking, der uden tvivl kommer til at stå blandt de øverste navne på Copenhell-plakaten.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


IN FLAMES



Vi havde sidst besøg af de svenske melodi-smede i In Flames i 2022, hvor to veloplagte shows medførte behov for vores allermest positive tillægsord, når seancerne skulle beskrives. Kort efter kom så det seneste album ’Foregone’ med en livgivende dosis ilt, så branden atter kunne flamme op og gøre In Flames hot igen.

Nok er den melodiske dødsmetal, som bandet var med til at genredefinere i 90’erne, veget for en mere moderne stil, men sansen for melodier er stadig eminent, og ’Foregone’ sprudlede med energi og styrke og gav fortjent det svenske band fornyet opmærksomhed fra fans og presse. Masser af rå vokal, riffs og spilleglæde.

In Flames er mestre i store festivalshows, hvor bandet i mange år har været på fast rotation på Wacken og andre af de helt store festivaler. Og på Copenhell skuffede bandet da heller ikke i 2017. Formen over de sidste par år lader til, at det skulle være muligt at begejstre live nok engang til sommer.

Læs alt om bandet her.

Læs seneste koncertanmeldelse her.

Læs seneste pladeanmeldelse her. 


Læs seneste interview her.


LORNA SHORE



Bedre sent end aldrig som man siger. Endelig får vi deathcore-kometen til Copenhell! Fire gange har bandet tidligere besøgt Danmark, hvor vi har fået alt fra dårlige til eksemplarisk gode koncertoplevelser. Senest i Amager Bio, hvor kvintetten spillede en stærk koncert - det bedste af gruppens besøg i Danmark.

2024-udgaven af New Jersey-bandet er, hvis ikke den stærkeste, så den mest succesfulde version, der endnu har eksisteret. Det er gruppens fjerde fuldlængdeudgivelse et klart bevis på. ‘Pain Remains’ (2022) er en moderne klassiker inden for deathcore, der har gjort sit for at skubbe til definationerne af genren og skabe en større fanbase. Alt andet end en aften-forestilling på en af de to største scener vil være en skuffelse. 

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


HEAVEN SHALL BURN



Vores anmelder var lidt skuffet over de tyske metalcore-kongers seneste album, ‘Of Truth and Sacrifice’, som han karakteriserede som en "fejlslagen tysk storoffensiv". Måske når Marcus Bischoff, Maik Weichert og co. at rette op på miseren med en ny plade inden næste sommer. Det er ikke utænkeligt, når nu tyskerne er annonceret til flere festivaler. Uanset hvad, så er det et band med en vis historisk vægt inden for metalcore, så er man fan af den form for ‘core, er der vel nærmest mødepligt næste sommer.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
" target="_blank" rel="noopener">Læs seneste interview her.


SODOM



Sodom er en historielektion af fineste, thrashede kaliber. Som en del ”The Big Four of Teutonic Thrash Metal” sammen med Kreator, Destruction og Tankard har bandet haft stor indflydelse på thrash metal-genren i kraft af aggressiv musik præget af hurtige riffs, temposkift og en vokalstil, der sågar også trækker på elementer fra black metal.


Det er blot forsanger og bassist Tom Angelripper, der har været med hele vejen siden 1982, og han har været primus motor for bandets aggressive stil og de politiske og krigeriske tekster.

I 2018 fik vi på Copenhell Sodom serveret et pænt stykke efter midnat, men der var ingen træthed at spore og bandet begejstrede vor udsendte anmelder stort. Vi satser på, at thrashen fra det rutinerede band atter vil sejre på festivalpladsen. Uanset det spilletidspunkt Sodom måtte få, så kan man vel altid klare en voldsom udbombning med bombehagl eller noget ’Napalm in the Morning’.

Læs alt om bandet her.

Læs seneste koncertanmeldelse her.

Læs seneste pladeanmeldelse her.


SYLOSIS



Sylosis er klar til at indtage Copenhell med sit seneste album, ‘A Sign of Things to Come’, i bagagen. Med en tilbagevenden til bandets rødder med en tung og intens lyd har bandet skåret ned på de tekniske krummelurer, så det vil være en mere direkte og fængende metalcore-stil, som vil ramme Refshaleøen til sommer.


Josh Middleton i front for bandet har en fin vokal spændvidde med en kombination af råb, growls og melodisk ren vokal, der binder musikken sammen over bandets høje tekniske kunnen ud i moderne thrash og metalcore. Der er i øvrigt mulighed for at forberede sig på showet, da Sylosis såmænd allerede har et dansk show i kalenderen til december i Amager Bio.


Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


MYRKUR

?si=3XItqLcJn8kke5ik

På Devilution har vi været med på Myrkurs rejse siden demo-dagene.
På ti år har danske Myrkur gået fra at være berettiget hypet i Sort Søndag til at være et internationalt navn, der kendes i alle dele af metalmiljøet kloden over. Myrkur er beviset på at ægte kunst kan bevæge sig i nye retninger, på nye soniske lærreder, uden at miste integriteten. Derfor er vi, der lytter, blevet hevet med på rejser gennem black metal, over en nordisk folkemusik-tradition til mørk pop - alt sammen med melankolien som den samlende faktor. Til oktober turnerer Myrkur i USA med selveste King Diamond, og til sommer kommer hun endnu engang hjem til Copenhell.
Gå ikke glip af denne danske perle.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

Læs seneste interview her.


MNEMIC



Genopstanden fra de døde er Mnemic igen at finde på de skrå brædder. Efter 19 års fravær gjorde de comeback i august måned 2024, hvor de spillede i Finland, og her i september måned har de så spillet koncert igen i Danmark, da de var med på Copenhagen Metal Fest.

Det er det originale line-up, og vi fik en snak med bandet tilbage i februar måned, hvor de forklarede hvorfor og hvorfor nu. Cirkushestene havde fået færten af savsmuld, og så var det ud over stepperne. En sms fra guitarist Mircea Eftemie til trommeslager Brian Rasmussen, og de spæde skridt blev taget. Det bringer dem så til Copenhell i sommeren 2025, hvor vi med overvejende sandsynlighed bliver trakteret med klassikere fra ‘The Audio Injected Soul’. Om der også kommer ny musik vil vise sig. Som minimum kan vi være sikre på, at de to første plader bliver fejret med de bandmedlemmer, der satte Mnemic på landkortet i første omgang!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.


ALIEN ANT FARM



Wow for et blast from the past. Husker du Alien Ant Farm? Husker du bandet for andet end coveret af Michael Jackson’s ‘Smooth Criminal’? Hvis ikke, skal du nok have været ret stor fan af ‘Tony Hawk’s Pro Skater 2’ for at have nogen ide om, hvem Alien Ant Farm er. Og det er et ER, for Alien Ant Farm på Copenhell er ikke bare en nostalgioplevelse for de indviede. Bandet kigger nemlig forbi København, fordi de tidligere i år udgav deres sjette fuldlængdeudgivelse, 'Mantras'.

Det sagt, er det ikke første gang i nyere tid, at bandet gæster København. I 2019 var vi så heldige at opleve bandet opvarme for P.O.D. (skal vi ikke have dem på Copenhell?), hvor Alien Ant Farm spillede en noget trist koncert. Forhåbentlig får vi en meget bedre oplevelse, lavere ølpriser og ingen regn, når bandet rammer Refshaleøen til sommer.

Læs seneste koncertanmeldelse her.


GLORYHAMMER



"Ølfest og store omkvæd" lød overskriften, da Gloryhammer sidst gæstede Copenhell i 2022. Resultatet vil nok være nogenlunde det samme, når den symfoniske power metal rammer i 2025. Det skotske band er grundlagt af Christopher Bowes fra Alestorm, og i Gloryhammer er fantastien i tekstuniverset også stor, for her spiller hvert bandmedlem en rolle i en intergalaktisk odyssé. Med ord som "fight", "glory", "warrior", "unicorn" og "galaxy" bindes teksterne tematisk sammen til historier om at herske over galaksens vidder.


Musikalsk set leverer Gloryhammer symfonisk power metal med keyboards og synths, der til tider minder om 8-bit musik fra gamle computerspil. Ofte er det uptempo, og uanset hvad altid catchy, med melodier der går lige i hjernen med de episke momenter og de mange hooks.


Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


ANAAL NATHRAKH



Fra Birmingham kommer Anaal Nathrakh. Det semi-frække bandnavn dækker faktisk over en irsk måde at sige slangeånde på. Har man set filmen 'Excalibur' fra 1981, så ved man, hvor bandnavnet stammer fra. Duoen har glimret med deres blanding af black metal og industrial i et kvart århundrede og seneste plade ‘Endarkment’ fra 2020, var ifølge vores anmelder en blanding af Monty Python og middelalder og endnu et opus om menneskehedens endeligt.

Deres seneste visit i Danmark var på Aalborg Metal Festival helt tilbage i 2018, så det er kun på tide, vi får dem at se igen, og hvor bedre end at de omsider kigger forbi Refshaleøen? Vi så dem dog i sommeren 2023, hvor de gæstede Brutal Assault. Her gravede de dybt i bagkataloget, samtidig med at de fik promoveret deres seneste plade. Lad os håbe Copenhell får lidt af det samme.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


WILL HAVEN



Kender du ikke Will Haven, så er det måske ikke så mærkeligt endda. Sacramento-outfittet blev ganske vist dannet i 1995, men af uvisse årsager er de aldrig nået langt ud over de amerikanske breddegrader. En oplagt parallel kunne være bysbørnene fra Deftones, hvis forsanger Chino Moreno da også har produceret flere af deres plader, så vi er ude i den mere disharmonisk skrigende og groove-orienterede ende af alt metal-spektret.

Lidt mere sludge har flettet sig ind i billedet i de senere år, men udover det er det stadig et band, der står ved sine rødder – og et band, man sjældent får at se på disse kanter. Und dig selv at skrive Will Haven bag øret, når turen går til Refshaleøen – de vil uden tvivl kunne få lemmerne op i omdrejninger dagen derpå!

Læs seneste pladeanmeldelse her.


KIM DRACULA

?si=LMzf0VuK_WkgL1Iw

Nepo baby, tænker du. Kim Dracula er jo kun kommet frem i kraft af sin families berømte efternavn, men det er faktisk ikke sandt. De er kommet frem i kraft af TikTok-viralitet og særdeles effektive metal-covers af popsange, ikke mindst af Lady Gagas ‘Paparazzi’, som har opnået millioner af afspilninger. De var tidligere trommeslager i flere bands samt sanger i det australske metalband, Jesterpose, men næste sommer kan du altså opleve dem solo, hvor Kim Dracula vil blande metalskrig, rap og popsang under, formoder vi, en genreagnostisk og stærkt underholdende koncert.

Læs seneste pladeanmeldelse her.


STRYCHNOS



De sortsvedne og blodindsmurte dødsmetallere i Strychnos har haft en kæmpe optur i de sidste par år, hvilket et kig på, hvad vi har skrevet om bandet, også vidner om. Debutalbummet ‘A Mothers’ Curse’ blev en øjeblikkelig nyklassiker. og bandet fulgte stærkt op med det ambitiøse album 'Armageddon Patronage'. Bandet har for nylig været i studiet hos Lasse Ballade, så der er mulighed for, at vi kan høre nyt materiale til sommer, hvor det er to år siden, at bandet første gang optrådte på festivalen.

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.

Læs seneste interview her.


SWARTZHEIM



Har du endnu ikke oplevet Swartzheim live, er du gået glip  af noget; men du har chancen til sommer.
Det danske pur-onde thrashband har for vane at splitte enhver scene ad med hyperaktivitet og enormt god energi. Lidt som om at der med crossover- og thrashmanér bliver sat ild til fem tønder napalm på én gang, en energi, der oftest forplanter sig ned i pitten og byder på heftig dans og slåskamp!

Swartzheim vandt med rette den danske udgave af Wacken Metal Battle i 2022, og har ud over mægtige Wacken allerede stået på de fleste danske metalscener. Bandets første single fra 2021 hed ‘Front Teeth Kicked In’ og må siges at være en oplagt titel til den energi, bandet præsterer i disse år, og efter sigende er den anden fuldlængde godt på vej.
Når du ikke at se Swartzheim på dette års Copenhell Metal Cruise har du chancen i et støvet moshpit til sommer.

Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her. 



ASHES OF BILLY



Den danske grunge/hardrock-trio har velfortjent været på alles læber de senere år - og nu kommer det unge band på Copenhell. Det er noget af en bedrift men ganske fortjent. Bandet bærer præg af den ungdommelige lyst til at spille, og har samtidigt kompetencerne. Det er pt. "kun" blevet til to EP’er fra det unge band, ‘The Right Place’ (2023) og ‘Obscene’ der udkom tidligere i år, men mon ikke trioen har mere musik på vej i løbet af det kommende halve år?


Læs seneste interview her.


WIEGEDOOD



Fjerde gang var lykkens gang for Wiegedood – omend der ikke just er megen lykke og happy days at finde på belgiernes seneste bedrift fra 2022, ‘There’s Always Blood at the End of the Road’. Tværtimod snakker vi black metal af den misantropiske skole, med masser af eksperimenterende nuancer og twists, strubesang og flænsende høje tempi.
Ikke mindst i åbneren ‘FN SCAR 16’, der efterhånden har opnået kultstatus i black-kredsene, men Wiegedood er meget mere end en one-trick pony, og mestrer også kunsten at formidle de sorte toner til det dedikerede black-publikum, hvor vi senest har haft glæde af dem både til Pest Fest i 2022 og A Colossal Weekend i foråret.
Er du klar på en kollektiv black-hypnose på Refshaleøen, så er Wiegedood dit kald!

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


CONAN



Ynder du din doom af den fuzzy, massive ende, hvor hvert et anslag føles som et slag i mellemgulvet? Så er du sikkert glad for, at Conan er at finde på årets Copenhell-program – eller også bliver du det!

Den britiske doomtrio har holdt sig tro til den buldrende, nedtunede stil uden større omsvøb, bedst eksemplificeret på 2014's ‘Blood Eagle’, og har en tradition for at spille så højt, så nogen må søge i ly for ikke at blive helt opslugt af deres minimalistiske hulemandsdoom. Conan overkomplicerer bestemt ikke, men til gengæld er en Conan-koncert ikke sådan en, du lige glemmer – så mon ikke vi får en oplevelse af de helt særlige, når Copenhell næste år står for tur?

Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.


GORILLA ANGREB



Med 25 år på bagen er særskriverne i Gorilla Angreb nogle af de mere erfarne rotter i punkgamet herhjemme. Efter et par år som hobbyprojekt blev det mere af et fuldtidsband i 2002, med udgangspunkt i den melodisk fræsende vestkyst-punk fra genrens spæde år. Korte, dansksprogede numre med holdningerne udenpå tøjet, flabet vrængen fra Mai Sydendal i front og masser af nerve og hooks.

Bandet blev gendannet i 2016 efter et årti i opløsning, og har sidenhen bl.a. gæstet Ilter Festival tidligere i år - og nu er der så også ægte, dansk K-Town pååånk til os på Refshaleøen, der har det sådan!

Læs seneste koncertanmeldelse her.


THUS



Thus spiller melodisk, progget dødsmetal, men det er lige før, at de ikke behøver nogen nærmere introduktion, for aarhusianerne fik ordentligt hul igennem denne sommer, da de vandt Wacken Metal Battle.
En Copenhell-booking er derfor heller ikke sindssygt overraskende – ikke at det gør bookingen mindre velfortjent. Vi tænker, at der bliver god opbakning til de fremadstormende danskere til sommer.


CASTLE RAT



Dette Brooklyn-foretagende gør sig efter eget udsagn i en art medieval fantasy doom. Den lettere teatralske skole, hvor den musikalske inspiration fra Pentagram ligger til højrebenet, mens Riley Pinkerton, deres Rat Queen i front, gør sit til at forsvare "The Realm" fra de onde kræfter (såsom deres performer The Rat Reaperess).

Castle Rat tager tydeligvis ikke sig selv alt for højtideligt, men er en charmerende, dugfrisk tilføjelse til doom-scenen. De blev til i 2019, og først i april her i år udgav de debuten ‘Into the Realm’, hvor groovet og deres mid-tempo, riffy doom-refræner umiskendeligt emmer af charme fra en svunden tid. De har også allerede gæstet Desertfest og supportet Monolord, og nu venter så Refshaleøen på at blive indtaget af rottekongen og hendes greve, druide og pestdoktor – det skal nok blive en oplevelse af de helt særlige!


GUILT TRIP



Manchester er leveringsdygtige i mere end baggy-bands og stærkt overvurderede britpop-grupper. Således også hardcorebandet Guilt Trip, som giver os skyld med skyld på, for vi har tilsyneladende ikke skrevet ét eneste ord om dem, inden vi gik i gang med denne foromtale. Men altså; det er hardcore. Ind og flæk dine venner.

WORMROT



Da grindcore-bandet fra Singapore var en tur forbi Aalborg sidste år, gav vi dem fuld plade for en intens koncert på 1000fryd. Dommen lød blandt andet:
“Det var sindssygt godt. Intensiteten kunne mærkes helt op i baren, hvor man ikke trak hen for at hygge sig, men for at komme i sikkerhed fra den centrifuge, der var gulvet foran scenen. Kun svedige og forslåede tilskuere slap ud, og efterfølgende måtte alle lige trække vejret et par gange, før det sådan gik op for dem, hvad de lige havde oplevet.”

Vi tør godt love, at man bør prioritere den her, når der skal træffes hårde programvalg næste år.

Læs seneste koncertanmeldelse her.


YOSEMITE IN BLACK



Tilbage i 2019 kom Yosemite In Black til verden i Atlanta, Georgia med deres selvopfundede Hippie Hardcore. Et begreb, der tilsyneladende dækker over deres blanding af hardcore og deathcore, hvor groovet er centralt, ligesom teksternes gennemgående fokus på verdens tilstand.

Blot en enkelt EP er det blevet til, inden de her i august debuterede med pladen ‘The Pursuit Of’, der består af otte sange på under 22 minutter. Banger på banger, toppet med harske brøl og beskidte breakdowns, der nok skal få det til at flyve med knæskaller og det, der er værre, når de første gang gæster Danmark næste år – en skarp booking for det mere hardcore-orienterede publikum!


BRAT



Charli XCX har erklæret, at Brat-sommeren er ovre, men Copenhell genåbner den til næste sommer, når bimboviolence-bandet fra New Orleans gæster Refshaleøen. Forvent hidsig stemning, hidsigt tempo og hidsig vokal. Og mulighed for en venskabelig slåskamp foran scenen.
Med andre ord: Det skal nok blive sjovt!


SYRACUSÆ



Har Colombia nogensinde været repræsenteret på Copenhells verdenskort?
Vi er lidt i tvivl, men det er nu ikke den eneste årsag til, at Syracusæ er en spændende booking at trække op af hatten. Altså, ud over glæden ved at se et æ i ikke-danske kunstnernavne, ik'!
Det er nu heller ikke just metal, Colombia er mest kendt for, men når det er sagt, så leverer denne Bogota-kvintet nu et friskt take på den aktuelle progressive døds-bølge, hvor djentens tekniske sider på glimrende vis danner modvægt til de mere storladne omkvæd.

Et ambitiøst foretagende, der aldrig før har besøgt disse breddegrader, men som fortjener opmærksomheden – og den får de så næste sommer!