Japanske Kikagaku Moyo skabte et magisk musikalsk trip for de få heldige, der lagde vejen forbi Pavilion på den mørke side af midnat.
Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.
De mexicanske karneval-punkere Descartes a Kant vækkede abrupt det middagstrætte publikum med en overrumplende og vanvittig musikalsk forestilling, hvor ikke mange genrer forblev uberørt.
Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.
Med ambitioner om et fremragende popmusikshow tog Bring Me the Horizon for meget med. Også langt mere, end de kunne præstere. Orange Scene blev efterladt med en fortvivlende og tom fornemmelse.
Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.
Norske Ulver hungrer efter genreudfordringer og krydsninger af genrer. Men på Roskilde endte man med at stå og kigge på deres visuals, fordi Depeche Mode-kopien blev for kedelig.
Der var tropisk tirsdag i Horsens, da Foo Fighters spillede i Fængslet med smittende humør. Bandet var så legesyge, at det næsten overskyggede musikken.
Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.
Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.
Der var umådelige mængder velproportioneret guitarlir og slapbas til strengehøvlings-elskerne, da Living Colour åbnede Helviti, men helt vedkommende blev det aldrig.
Clutch var det helt rigtige navn til en variere fredag aftens voldsomme program.
Fra en trist og tam første halve time på et latterligt lavt lydniveau til 40 minutter med stort format, der kunne høres. Afslutningen gav sejr til Slash i sidste ende.
Hvis du var ung i 90'erne var 'Plush' en uomgængelig ørehænger. I manges optik lever Stone Temple Pilots videre i hukommelsen fra dengang, 'Core' var på hitlisterne. Selv gjorde bandet ikke det mindste for at distancere sig fra ungdommen – på godt og ondt.
Eagles of Death Metal var ikke, hvad publikum skreg efter på førstedagen af årets Copenhell. De amerikanske ørkenrockere leverede et sikkert, rutinepræget show, der blottede et blodfattigt band foran et alt andet end begejstret fremmøde.
Der var mere show end skønsang i Sønderborg, hvor opvarmningsbandet Def Leppard fejrede ’Hysteria’ og Bon Jovi gennemførte et ærkeamerikansk rockshow.
ZZ Top lirede den sikre hitmaskine af med underspillet elegance og reddede aftenen hjem på støvet charme og svedige licks på trods af lidt indledende snavs i maskineriet.
Ritchie Blackmore's Roots havde været et mere passende navn for den halvhjertede levering af Purple- og Rainbow-travere, Blackmore fandt berettiget til et genbesøge i fortidens skatkammer.
Uncle Acid & the Deadbeats fejlede som sådan intet, da de gæstede vores svenske fjender i Malmø. Alligevel var det svært ikke at spore en smule syre-træthed efter et hektisk halvt år med mange koncerter.
D-A-D har rejst sig fra to årtiers sump af fusere og genfundet fortidens fremragende format. Næsten 40 år siden dannelsen har kvartetten lavet en af karrierens bedste plader.