Det kan nok være, at Ricky Warwick trækker det lidt langt med at udleve sin Phil Lynott-drøm. Men man ikke tage fra ham, at han er en god sanger og en fremragende sangskriver.
Anthrax er tilbage med et nyt album efter fem år. Og selvom de på sin vis er vokset, er det også ved at vokse væk fra noget vigtigt. Læs med, og find ud af, hvad det er.
Isoleret set er 'Phenotype' en stærk udgivelse. Som del af en tvillinge-konceptudgivelse lykkes det knap så godt for den hollandske sekstet Textures.
Children of Bodom ved, hvad de vil, og det gør de sådan set upåklageligt. Men som lytter må man også acceptere deres præmis, og det er lettere sagt end gjort.
Avantasia eksploderer på syvende udgivelse i et storladent episk orgie med et væld af pragtpræstationer fra diverse gæstesangere.
Bury Tomorrow er tilbage med deres bedste udgivelse siden debutten. ’Eartbound’ er en solid, gennemkomponeret metalcore-plade, der vil tilfredsstille enhver med hang til genren.
Witchcraft er efterhånden blevet et af de største og mest anerkendte svenske bands i retrogenren. På ‘Nucleus’ har sanger/guitarist Magnus Pelander smidt guitaren for at koncentrere sig om vokalen og producertjansen. Resultatet er ujævnt.
På den mest brutale mandag længe blev Vega banket godt og grundigt til jorden af Aborted og Kataklysm, mens Septishflesh blev klemt mellem de to smadre-monstre.
Den amerikanske kvartet har udviklet deres lyd mod det mere direkte, brutale og tunge. Desværre klamrer bandet sig samtidig til, hvad der var engang, i stedet for at se fremad og stå ved den markante udvikling.
Anthrax var noget nær ustoppelige og gav Slayer kamp til stregen. Indsatsen fejlede heller intet hos Helhorse, men det gjorde lyden derimod.
Helsingørs gamle skibsværft var den perfekte arena for Slayer, der med et sprudlende overskud gav en af deres bedste koncerter i nyere tid på dansk grund.
Nightwish var en æstetisk flot oplevelse at være vidne til, mens Arch Enemy faldt helt igennem, hvilket ikke havde noget med koncertens strømafbrydelse at gøre.
Avatarium er ude med bandets andet album, hvor doom og pop igen blandes op med halvfjerdser-heavy rock. Det er til tider en underlig blanding - men dog ikke uden fascinationskraft.
Ens ører bliver pinligt røde over, hvor begejstret man er for det længe ventede tredje studiealbum fra party-melodiøse Gentlemans Pistols. Men fantastisk, det er det.
Nærmest ud af det blå dukker det nye ”superband” Metal Allegiance op med et herligt debutalbum.
Gloryhammer skruer en tand op for deres i forvejen pompøse vanvid på opfølgeren til debuten.
De har været i modvind, men på deres nysgerrige fjerde studiealbum understreger Graveyard, at deres rockkilde langt fra er tørlagt.
Amorphis er tilbage med et album, der er fantastisk homogent i bandets vekslen mellem det fjerlette og det mere brutale. Det kunne let have været et top-album, hvis ikke det var, fordi energien ikke træder tilstrækkeligt frem i de aggressive riff, der i stort tal findes på albummet
Slayer får desværre ikke den genoprejsning efter Jeff Hannemans bortgang, som man kunne have håbet med 'Repentless'. Fans får derimod generisk tomgang og jævn tråd.
Soilwork har med 'The Ride Majestic' udgivet deres 10. album. Det er snarere en arbejdsfejring af jubilæet end en kreativ eksplosion.