"Rocklivet er i vores blod," siger den 60-årige leadguitarist Matthias Jabs om årsagen til, at Scorpions ikke stoppede efter deres afskedsturné. På Copenhell aflægger de tyske giganter en af deres sjældne visitter i Danmark, og hvilke numre de spiller, løfter guitaristen sløret for her.
En fandenivoldsk duo og svenske legender åbnede fredagens brag med stil. Desværre stod ikoniske Abbath ikke helt distancen på egne ben, men Behemoth skuffede ikke med verdenspremieren på 'The Satanist' fremført i sin helhed.
Er den stigende fascination for Ghost årets skuffelse? Og udkom der i 2015 plader, der enten er resultatet af et beskidt samleje eller giver os lov til at være liderlige? Ja da! Vanen tro byder på årets sidste top 5 på de bedste citater fra redaktionens årslister.
En ung kvinde, der var udbyttet af en fyrs tur til koncert med Kiss i 1983. En opsang til Politikens fordomsfulde syn på heavy metal. Lemmys sørgelige død og en kritisk anmeldelse af AC/DC's koncert i Roskilde er blandt de 10 opslag, der blev årets mest sete på Devilutions Facebook.
Redaktionen har reflekteret over 2015, der næppe bliver husket for de store milepæle. En række ganske stærke plader og koncerter blev det dog alligevel til. Der var især begejstring over Tribulation, Cattle Decapitation, By The Patient, Slægt og sørme også Volbeat og Myrkur.
For Pilgaard var pladerne med Tribulation og Halshug uden tvivl årets bedste. Mayhem sørgede for årets koncert med et historisk show i Sverige. Højdepunktet på dansk grund var Body Count på Copenhell.
Anden dag på festivalen bød på nok en brutal koncert med Marduk og en heftig omgang punkmetal med Death Wolf. Kultbandet Mefisto virkede som Sveriges svaar på Anvil, og evigt seje Vader viste bagefter klasseforskellen. Hovednavnet Venom lukkede festivalen med et brag.
Mayhem leverede en historisk koncert. Marduk kneppede Jesus, mens Tribulation viste, hvor meget stjernepotentiale de har. Der var gedigen tysk thrash, nedtur med en omgang melodisk dødsmetal og en stærk hyldest til Satan. Fredagen i Sverige var på alle måder en succes!
Det er 35 år siden Venom var pionerer med black metal. Men det var ikke til at mærke på Cronos, der var i fremragende form, da han i spiden for sit legendariske band lukkede Black Christmas Festival på den sejest mulige måde.
Marduk hyldede fortiden og spillede kun numre fra mellem 1990 og 2003. Samt en unik opførelse af 'Fuck Me Jesus'-demoen fremført af de originale medlemmer. Et stort øjeblik, men samtidig understregede det, hvor suverænt meget bedre deres nuværende besætning faktisk er.
Mayhems fremførelse af hele mesterværket 'De Mysteriis Dom Sathanas' på den svenske Black Christmas Festival var på papiret en særlig begivenhed. I aftes gjorde de begivenheden ikke bare særlig, men historisk, efter en noget nær overmenneskelig koncert.
Der plejer at være godt gang i Children of Bodom, men finnernes sløve indsats i Amager Bio var uden tvivl den kedeligste koncert, gruppen har givet i Danmark.
Anthrax var noget nær ustoppelige og gav Slayer kamp til stregen. Indsatsen fejlede heller intet hos Helhorse, men det gjorde lyden derimod.
Helsingørs gamle skibsværft var den perfekte arena for Slayer, der med et sprudlende overskud gav en af deres bedste koncerter i nyere tid på dansk grund.
Værdigheden er ved at forsvinde, og de evige aflysninger er ikke fair mod fans. Motörhead bør snart indstille karrieren.
Efter sidste års fadæse i Amager Bio lå det ikke i kortene, at Cradle of Filth ville komme tilbage og give deres bedste koncert på dansk jord i ti år. Men briterne viste sig at have frisk blod på tanden.
17. november 1995 udkom en af musikhistoriens bedste metalplader. Vi går bag om ’Storm of the Light’s Bane’ og tegner et portræt af pladens geniale ophavsmand Jon Nödtveidt, der kort efter udgivelsen blev dømt for mord og senere hen begik selvmord i Satans navn.
Nightwish var en æstetisk flot oplevelse at være vidne til, mens Arch Enemy faldt helt igennem, hvilket ikke havde noget med koncertens strømafbrydelse at gøre.
Med helt nyt og helt gammelt tog Moonspell Pumpehusets gæster med på en rituel rejse, der kun kiksede i forsøget på at være den fuldendte oplevelse på grund af svære lydforhold.
Spitanger kommer godt fra start med deres hårdtslående groove metal. Flere numre er med intens pondus, men der kunne godt skæres ind til benet og arbejdes på frontmandens rene vokal.
