Vi er stadig i sommerferiens og festivalernes greb, så der er ikke meget på hverken koncertfronten eller på pladehylderne i denne uge, men vi har fundet lidt at sætte tænderne i.

Anmelderen reporterer her fra en torsdag, der bød på sidelæns vindmodstand, men som også bød på fine, indfølte øjeblikke. Og på vabelplaster. Noget af det mindst fine i verden.

To bands fusionerede deres beslægtede, men alligevel væsensforskellige udtryk og gav os en oplevelse, der rystede kødet og sad i kroppen, og i sindet, bagefter.

Brooklyn-sludgerne i Couch Slut er ikke for sarte sjæle, eller rettere: De er sarte sjæle, der skriger og støjer, så man kan mærke ennuien.

Jinjer er et af Europas største metalbands, men det var svært at se denne onsdag på Eos, hvor der var temmelig god plads mellem os, der stod og lyttede.

Fontaines D.C. fik for lidt spilletid på Orange, og de brugte den på at spille deres fremragende sange, men også på noget meget vigtigt.

Mens sommerdagen blev til sommernat tog Vægtløs de store følelser og deres voldsomt buldrende men også poetisk nulrende musik med op på en stor scene.

Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.

Copenhells andendag var varm, støvet og forblæst. Det satte sit præg på festivalen, der tydeligvis så godt ud i solskin, men hostede lidt af støv, der forhåbentlig ikke var af urintilsnit.

Torsdagen byder på rigt varierede oplevelser. Der er hardcore og grum metal, men der er også gode ikke-vestlige og ekstrametalliske godbidder til ørerne.

Cabal fik chancen for, som revanche for sidst, at udleve deres Rot Girl Summer, og den greb de under en vellykket, stærkt muskuløs koncert på Gehenna.

Det er sidstedagen på Copenhell, og vi er ved at være lidt slidte. Vi har ikke sovet helt nok, vi har indtaget rekreativ spirituosa, og vi er måske lidt ømme i fødderne og hårrødderne. 

Stray from the Path blev på hardcorens smalle sti bortset fra ét stiltræk. Desværre var det stiltræk pisseirriterende.

Under den bagende sol fik vi en underholdende koncert med amerikanske Brat, der Barbiegrindede og refererede til popmusik.

The Prodigy viste os, at ravekulturen ikke er død, og at de faktisk havde en plads på Copenhell.

Sewer Haul hev ulækre grindcore-sange op af kloakken og viste os, at det er klogt at have det dumt.

EYES og SYL var ti mand høj på scenen, men det var os, der blev høje af et voldsomt godt møde mellem to af Danmarks bedste hardcorebands.

Torsdagen på Gehenna blev skubbet lidt for blidt i gang af norske Heave Blood & Die, som sendte motorisk postpunk ud til de få fremmødte.

Med en  selvtillid så stor, at den kun lige kunne være på Hades, Copenhells næststørste scene, forvandlede Vulvatorious et afløsergig til en majestætisk åbning.

I dag begynder Copenhell, og forventningerne er i top. Får vi hygget os? Skal vi drikke bajer på bakken? Skal vi se nogle gode koncerter? Bliver vi skuffede?