Urfaust læner sædet helt tilbage og hopper i frigear på en plade, der aldrig rigtig bliver andet end "ok".
Børnene har fået ferie, de voksne er smidt hjem, og hele landet kører mere på vågeblus, end vi er vant til - selv så tæt på jul. Vi har samlet de bedste af de bedste af julesangene fra den metalliske verden.
2020 har været under middel på flere parametre. Heldigvis har der dog trods alt været et lyspunkt eller to. Vi trænger efterhånden alle til lidt orden i kaos og derfor, mine damer og herrer, er det på sin plads med en årsliste. Ganske som vi plejer.
Deafheavens tiårsjubilæum er blottet for stemning og charme og fremstår i stedet som en lappeløsning.
Nok er nok. Igennem tre artikler har vi belyst metallens problem med sexisme. Det findes, det er ødelæggende, og alle er nødt til at forholde sig til det.
Metalmiljøet ynder at kalde sig selv en familie. En stor familie med årlige familiefester på Refshaleøen. Kunne vi så ikke lige få styr på klamme, gamle onkel Svend?
Dark Tranquillitys ‘Moment’ er en opvisning i, hvordan man ligner alle sine venner. Letgenkendeligt, letfordøjeligt og billigt sluppet for et band med meget mere på hjerte.
Vi er halvvejs i en måned, der føles længere end den plejer. Kun få koncerter bliver stadig afholdt, siddende. Men Iron Maiden udgiver en liveplade, så alt er godt.
De fleste af os har nok prøvet at få en fadøl i nakken eller væltet omkuld af en vissen type uden nogen form for pli. Men kun nogle af os har oplevet at blive slikket i øret, få en stiv pik gnubbet op ad bagdelen eller opleve en fremmed hånd i sine bukser. Læs her, hvordan det er at gå til koncert som kvinde.
Skeletterne vælter ud af skabene i Danmarks højere lag. Politikere, radioværter og filminstruktører har haft svært ved at behandle kvinder ordentligt, musikbranchen, universiteterne og filmbranchen rystes af vidnesbyrd. Devilution undersøger over tre artikler, hvordan det ser ud i metalmiljøet.
Til trods for en enkelt tåkrummende skæring der mest af alt lyder som om de triste 00'ere stadig spøger, er Sólstafirs seneste album en mesterlig opvisning i grimme følelser, følelser der måske/måske ikke vækker genklang hos sine lyttere.
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.
Ihsahn har i et par år stået i ualmindelig høj kurs hos mig. Han har, som den eneste, fået to gange topkarakter hos mig, og jeg står stadig ved mit udsagn om, at han laver black metal for voksne. Men alting har en ende.
Kairon; IRSE! er, både eksotiske, uldne, larmende og pisseirriterende på bandets fjerde plade, der ikke rigtig kilder, hvor den skal, men mest af alt føles som en sweater af bier.
Finsk satanisk folk gemmer på en overraskende følsomhed, skjult bag en vokal, der bedst kan beskrives som noget, man skal vænne sig til.
Nogle gange må en anmelder finde sig i en masse lort. Og med det mener jeg naturligvis de oceaner af musikalske blindgyder, man ender med at anmelde. Men nogle gange kan det kan betale sig at tage en chance. Det er Mazikeens debut et eksempel på.
Coronaen slipper sit greb, men de koncerthungrende skarer må se langt efter sommerens festivaler. Derfor har vi samlet en lille liste over de mest seværdige koncertoptagelser, så du kan drømme om circle pits og luftguitar derhjemme.
Behemoth har for alvor haft vind i sejlene de sidste par år. Nu har de så rodet sig ud en ep med den eneste mand, der kan matche Nergal i at lyde vred. Svenske Niklas Kvarforth, hjernen bag Shining.
For ti år siden udgav et band, du ikke kender, en plade, du ikke har hørt. Den plade er nu blevet spytvasket og genudgivet under den hjemmestrikkede genre avantgarde/piano post-metal. Det skulle man have ladet være med.
