Death Angel er fortsat troværdige leverandører af klassisk Bay Area-thrash, og de vil ikke pille for meget ved skabelonen. Det hæmmer dog også deres ottende album, der for det meste er sikkert spil, men med enkelte meget stærke momenter.
Gorguts tester deres lytteres dedikation med en ep bestående af en enkelt progressiv sang på hele 33 minutter.
Alt er ved det gamle hos Kvelertak, og så alligevel ikke. De genopfinder sig selv ved at hive klassisk rock ind i deres pumpende punk/metal-hybrid, men de gør det også uden at rykke sig synderligt.
Den amerikanske crossover-duo Cobalt har efter syv års pause udgivet en tour de force af totalmetal med ’Slow Forever’. Det er sejt af helvede til, men med en spilletid på 85 minutter er det også et album, der er tålmodighedskrævende. Og for langt.
På deres andet album udvider Purson deres i forvejen brede lyd, mens de nedtoner gotikken og den doomede rock. Modsat bliver der skruet op for poppen og de 60’er-psykedeliske elementer. Resultatet er en forførende forestilling af et kalejdoskopisk teatershow.
20 år inde i karrieren trykker Aborted stadig speederen helt i bund. Denne gang kigger de nostalgisk tilbage på 1980'ernes splatterfilm, men det er stadig en nutidig og brutal deathgrind, der er i højsædet. ’Retrogore’ er ovenud vellykket.
Australske Kurushimi har en interessant indgangsvinkel til deres delvist improviserede noisejazz. Men idéerne udmunder desværre sjældent i noget decideret lytteværdigt, og dermed bliver det monstrøse debutalbum en 80 minutter lang ørkenvandring.
Den canadiske powertrio Rush fik i 1976 deres store gennembrud med sci-fi-værket ’2112’, der på forbilledlig vis fusionerede heavy rock og prog rock. Historien bag albummet er ikke blot historien om et band, der gik imod deres pladeselskab, det er også historien om en tid, hvor 20 minutter lange numre kunne sælge plader i millionvis. Vi kigger tilbage på albummet, der i disse uger fylder 40 år.
Slayer og Gojira rammer Dyrskuepladsen, mens der også bliver plads til retrorock, groovy død, knusende dansk dødspunk, canadisk hard rock og flere interessante upcoming-navne.
På det ydre Nørrebro kunne man lørdag aften se en showcase arrangeret af det nye pladeselskab Flammekaster Records. Fem bands fra den danske undergrund gav et kondenseret bud på dansk rock anno 2016, og især The Love Coffin brændte igennem. Men bag det festlige ydre ligger konformiteten og truer.
Monster Magnet med karismatiske Dave Wyndorf i front spillede for et velbesøgt Pumpehuset, og endnu engang fik man bekræftet, at de er blandt stonerrockens mest stabile leverandører, når det omhandler psykedelisk og tung rock.
Den californiske kvartet Lycus har kreeret et funeral doom-album, som genren tro er tung og sørgmodig, men også opløftende, melodisk og håbefuld.
Finske Oranssi Pazuzu markerer sig som gennemført space metal-orkester, der nu også smider en god mængde prog ind i deres i forvejen særegne blanding af black, doom, psych og space rock. Og det rykker.
Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.
Rytmisk Musikkonservatorium i København inviterede onsdag eftermiddag indenfor til artist talk med Sunn O)))-stifter og guitarist Stephen O’Malley og den mangeårige samarbejdspartner og producer Randall Dunn. Det blev til en længere snak om kunstneriske dogmer, spiritualitet og genreløshed, ligesom der blev afspillet ny musik for de fremmødte.
Conan spiller momentvist hurtigere end nogensinde før på ’Revengeance’, men ellers er alt ved det gamle hos fuzzdoom-krigerne. Det er stadig tonstungt og for det meste også solidt.
Children of Bodom ved, hvad de vil, og det gør de sådan set upåklageligt. Men som lytter må man også acceptere deres præmis, og det er lettere sagt end gjort.
Den amerikanske trio Zebras har lavet et kort, adrenalinpumpende album, der kvalitativt står på mål med det bedste fra 2015.
