Khemmis har efterhånden fået etableret sig på den moderne doom-scene, og med deres fjerde udspil slår de fast, hvorfor de hører til på toppen.
Møls nye album ledsages af promobilleder i pastelfarver og venligt smilende musikanter, og man kunne næsten fristes til at tro, vi slet ikke havde med metal at gøre. Kan det mon passe?
Cradle of Filth hyler mod månen på nyt album, der udforsker sine rødder på sikker afstand.
Enslaved går, som altid, deres egne veje og er ikke bange for at tegne os et kort.
The Night Flight Orchestra står stadig for den perfekte AOR-hyldest af høj kvalitet på deres sjette album, hvor kun det ultimative hit mangler til at fuldende.
Carcass er tilbage med en plade, der minder om forgængeren og alligevel introducerer nye elementer til en lyd, der ikke fås andre steder.
Hvis The Black Dahlia Murder er arvtagere efter Cannibal Corpse, så står Carnifex klar i kulissen til at være de nye The Black Dahlia Murder.
Med 'Arrows in Words from the Sky' skyder Robb Flynn efter tidligere bandmedlemmer, men rammer kun sig selv i foden.
Alle de store medlemmer fra Helloween samles igen på det selvbetitlede album, og det kunne tyskerne godt have fået mere ud af.
Guitaristen Esa Holopainen åbner lidt op for alsidigheden på sit soloprojekt uden dog at ramme helt uden for den palette man allerede kender fra hans bidrag til Amorphis. Udtrykket varieres i større grad af valget af vidt forskellige sangere.
White Void er elegant og syret rock med højt til loftet båret af en fremragende vokal fra Lars Are Nedland fra Solefald og Borknagar. Som alle inspirationer, der måtte have skabt Ghost, parret med norsk lethed og ynde.
Accept lyder som forventeligt. Æstetisk ægte firser-metal men med et lag af støv og sepia, der understreger, at tyskerne aldrig nogensinde bliver rigtig vilde og voldsomme igen.
Therion er og bliver Therion. Om det er positivt må være op til den enkelte. Anmelderen her er ikke vildt imponeret.
'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.
Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.
Med deres seneste single bevæger Soilwork sig ind i det progressive på et plan, de hidtil ikke har været. Men der er også lidt til nakkemusklerne.
Phil Anselmos Scour leverer velspillet og også ganske vellykket, blacket grindcore (eller grindet black metal), hvor særligt én sang er en kæmpe fornøjelse.
Den tidligere Kvelertak-frontmand lader vikingehjelmen være det bærende tema i Hjelvik, mens hornene agerer radiomodtagere og bidrager med impulser fra klassisk heavy, black og thrash.
Otte album inde lyder Hatebreed stadig som Tony Robbins med skidepine. De opbyggelige selvhjælpsfloskler er en uomgængelig del af pakken; det er mindeværdige melodier og riffs ikke rigtig længere.
Iron Maiden har lavet en ny liveplade, og det kaster Manden med Weekendvesten ud i en stor tøjkrise.