Den amerikanske hiphop/punk-duo Ho99o9 tog Pavilion-teltet med storm og gav en 45 minutters-koncert, der konstant var på kogepunktet.
Psych-poprockerne i Tame Impala var veloplagte, velspillede og velmenende, da de lagde Arena-teltet ned fredag aften.
Slayer leverede en hitparade onsdag aften på Roskilde Festivals Arena-scene, men dårlig lyd trak indtrykket og oplevelsen ned.
Koncertfilmen Gutterdämmerung er et brød, der er slået stort op med blandt andet en overvældende besat rolleliste, men vores udsendte var ikke for alvor imponeret.
Nails' tredje album er metallisk powerviolence, som vi kender den fra gruppen, men med en lidt længere spilletid og lidt større raffinement.
Amerikanske Vektors tredje album ’Terminal Redux’ er et rent sansebombardement af progressiv thrash. Et konceptuelt sci-fi-metal-album, som i ambition, vægt og udførelse lægger sig op ad nogle af rock- og metalhistoriens største værker.
Death Angel er fortsat troværdige leverandører af klassisk Bay Area-thrash, og de vil ikke pille for meget ved skabelonen. Det hæmmer dog også deres ottende album, der for det meste er sikkert spil, men med enkelte meget stærke momenter.
Gorguts tester deres lytteres dedikation med en ep bestående af en enkelt progressiv sang på hele 33 minutter.
Alt er ved det gamle hos Kvelertak, og så alligevel ikke. De genopfinder sig selv ved at hive klassisk rock ind i deres pumpende punk/metal-hybrid, men de gør det også uden at rykke sig synderligt.
Den amerikanske crossover-duo Cobalt har efter syv års pause udgivet en tour de force af totalmetal med ’Slow Forever’. Det er sejt af helvede til, men med en spilletid på 85 minutter er det også et album, der er tålmodighedskrævende. Og for langt.
På deres andet album udvider Purson deres i forvejen brede lyd, mens de nedtoner gotikken og den doomede rock. Modsat bliver der skruet op for poppen og de 60’er-psykedeliske elementer. Resultatet er en forførende forestilling af et kalejdoskopisk teatershow.
20 år inde i karrieren trykker Aborted stadig speederen helt i bund. Denne gang kigger de nostalgisk tilbage på 1980'ernes splatterfilm, men det er stadig en nutidig og brutal deathgrind, der er i højsædet. ’Retrogore’ er ovenud vellykket.
Australske Kurushimi har en interessant indgangsvinkel til deres delvist improviserede noisejazz. Men idéerne udmunder desværre sjældent i noget decideret lytteværdigt, og dermed bliver det monstrøse debutalbum en 80 minutter lang ørkenvandring.
Monster Magnet med karismatiske Dave Wyndorf i front spillede for et velbesøgt Pumpehuset, og endnu engang fik man bekræftet, at de er blandt stonerrockens mest stabile leverandører, når det omhandler psykedelisk og tung rock.
Den californiske kvartet Lycus har kreeret et funeral doom-album, som genren tro er tung og sørgmodig, men også opløftende, melodisk og håbefuld.
Finske Oranssi Pazuzu markerer sig som gennemført space metal-orkester, der nu også smider en god mængde prog ind i deres i forvejen særegne blanding af black, doom, psych og space rock. Og det rykker.
Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.
Conan spiller momentvist hurtigere end nogensinde før på ’Revengeance’, men ellers er alt ved det gamle hos fuzzdoom-krigerne. Det er stadig tonstungt og for det meste også solidt.
Children of Bodom ved, hvad de vil, og det gør de sådan set upåklageligt. Men som lytter må man også acceptere deres præmis, og det er lettere sagt end gjort.
Den amerikanske trio Zebras har lavet et kort, adrenalinpumpende album, der kvalitativt står på mål med det bedste fra 2015.