Allegaeons tredje udspil er en bouillonterning af detaljer og store armbevægelser, der både kan tages i ét eller nydes i en opløst variant.

Det aggressive, men sympatiske power violence-band Nails spillede både med musklerne og hjertet og lukkede søndag aften Pavilion af for i år med brutal manér.   

Da Bl’ast! indtog Pavilion natten mellem fredag og lørdag, var man alt for fuld til overhovedet at se en bjælde. Men man kunne høre, det var fedt.

Græske Septicflesh viger ikke meget fra idéerne bag reunion-skiven 'Communion' fra 2008, og således er 'Titan' præcis som den forrige skive fra 2011 en omgang symfonisk, teatralsk dødsmetal med harmoniorkester og store kor.

Wintergarden lever fint op til sit bandnavn på debutalbummet. Der er virkeligt koldt og livløst i vinterhaven.

Mere kvalitet, mindre kvantitet - og hvordan 50 minutter kan føles som rigtig lang tid.

3rd Tsunami Agency og Nationalmuseet havde på hyggelig vis slået pjalterne sammen om en dobbeltkoncert med Essence og Electric Hellride i Palægårdens smukke omgivelser.   

Armbevægelserne var ikke store, men trods en nærmest ikke-eksisterende attitude, så lod Black Book Lodge musikken tale på en måde, så man skulle være et skarn, hvis man ikke blev svært fornøjet af bandets velspillede, tunge rock.

Graveyard var umotiverede og kunne ikke leve op til en tidlig primetime-placering på festivalens største scene. Når koncerten var bedst, var den kun semi-kedelig.  

Monster Magnet var i velspillende og imødekommende hopla, da de på festivalens førstedag fik en stram og psykedelisk og dansevenlig fest smidt ud over scenerampen.  

’Black Moon Rising’ er svenske Falconers ottende album siden starten i 2001. Det er i sig selv en bedrift. Endnu mere er det en bedrift, at dette middelmådige band har kunnet overbevise selskabet Metal Blade om at udgive endnu et Falconer-album.

Mayhem er tilbage med 'Esoteric Warfare', der byder på black metal, som kun Mayhem kan lave den. Nu med 'Teloch' som sangskriver og Attila Csihar i storform.

Guitarikoner på stribe fyrede den af i Pumpehuset lørdag aften, hvor en række unge lovende bands også slog fast, at tilstanden i dansk rock ikke er helt så håbløs, som den bliver gjort til.

Vanhelgd byder på svensk dødsmetal i krydsilden mellem klassisk Stockholm-lyd og de første spæde skridt mod den melodiske Gøteborg-stil. På det tredje album rammer dette oldschool-mix virkelig plet.

Misery Index har med det femte studiealbum begået en meget helstøbt omgang ærketråd, som burde kunne smelte ethvert metalhjerte.

Whitechapel har pillet ved forholdet mellem death og core og tilføjet en del unødvendige ingredienser. Og resultatet er derefter.

Atonalitet og distortion præger musik og vokal, der lefler for det indre kaos og en nedtrykt sindstilstand.

Svenske Portrait kan spille firsermetal til perfektion. Men der mangler lidt originalitet i materialet.

Pet the Preacher fortsætter den gode stil med deres anden udgivelse, der er mindre beskidt end debuten, men mere tung og stemningsfuld og et godt skridt i retningen af mere fremtidig succes.

Kun få valgte at besøge Amager Bio for at se legendariske Fates Warning, som ikke lod sig mærke af fremmødet og gav publikum en af de fine koncertoplevelser.