Danske Danefae leverede fine, ambitiøse og atmosfæriske øjeblikke, der dog også krævede en vis fordybelse og fokus fra festival publikummet. Dén fik de.
EYES og SYL var ti mand høj på scenen, men det var os, der blev høje af et voldsomt godt møde mellem to af Danmarks bedste hardcorebands.
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
VOLA leverede en imponerende og stemningsfuld koncert på Copenhell, hvor musikalsk perfektion og visuelt sceneshow gik op i en højere enhed.
Poppy leverede et visuelt stærkt og karismatisk show på Copenhell, men den polerede guitar og manglen på rå energi gjorde koncerten overraskende tandløs.
Til trods for gode momenter, viste Kittie onsdag eftermiddag hvorfor bandet aldrig rigtig har været relevant eller interessant.
Employed to Serve trådte til som erstatning på Pandæmonium-scenen, men leverede en energiforladt og rodet koncert præget af dårlig lyd og manglende nerve.
Sylosis var formstærke i den teknisk velfunderede metalcore og fik sat gang i pitten, både fordi publikum gerne ville, og fordi det blev dikteret gang på gang.
Det var et tændt Throwe, der tog hele armen fra den lillefinger, de var blevet rakt ved at blive inviteret til 2025-udgaven af Copenhell.
Dethklok spiller letkøbt melodisk metal klædt ud som det mest brutale i verden. Det er heldigvis en joke, og joken fungerede for det meste i nat på Hades.
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.
Med en selvtillid så stor, at den kun lige kunne være på Hades, Copenhells næststørste scene, forvandlede Vulvatorious et afløsergig til en majestætisk åbning.
Wormrot gav et lynkursus i grindcore, da de forvandlede Gehenna til en regulær slagmark, som efterlod publikum tørstige efter mere!
Det er svært ikke at holde af A Mess’ indfølte riot grrrl-hymner, når de leveres råt i Boneyards støvede kulisser – men mere, tak!
De hollandske symfo-metallere Within Temptation kom med masser af vellyd og kompetence, men leveringen var for “indpakket” og steril.
Det stupide koncept med et band i en container foran et underlag af brosten saboterede et hardcore-show, der på alle andre scener havde været fedt.
Skunk Anansie fik åbnet Helviti på Copenhell i 2025 med overskud, karisma og en forsanger, der løb med opmærksomheden og publikums gunst.
Gehenna-scenen lagde fint fra land med de unge og insisterende franskmænd i Last Train, der mener det alvorligt med deres bevægelige, garagepunkede metalrock-hybrid.
Traditionen med et dansk metalband, der åbner festivalen og får støvet til at hvirvle på pladsen i en moshtpit, var i år erstattet af en amerikansk fuser.
