Med hjælp fra Bersærk og Anders Bøtter gav Helhorse en underholdende og medrivende koncert på Hades, hvor publikum i den grad deltog i festen.
Hollandske Epica kæmpede lidt med sig selv. Det betød, at det aldrig blev helt godt i bandets første besøg i Danmark, da de gav koncert på Copenhell.
Islandske Sólstafir fik med en strømafbrydelse en alt for brat afslutning på en stærk musikalsk oplevelse fra et band, der virkelig havde hele pakken som rockband.
Der var potent power metal på Hades-scenen, da Blind Guardian rettede op på en gammel fejltagelse.
Red Warszawa skulle igen tage den sidste fornuft ud af folk, da Copenhell lakkede mod enden, og det gik omtrent som planlagt.
Showmanden Abbath leverede sent fredag aften en hårdtslående metalkakofoni, hvor det lykkedes ham at få det primitive og det pøllede løftet op til avancerede højder.
Shinedowns narrefisse-tilgang til koncerthvervet tog udgangspunkt i vedholdende flufferi i form af hoppe- og råbesekvenser, der på nogle punkter passede fint til en festivalkoncert, men i længden bare var irriterende. Ligesom musikken.
De svenske kometer i Tribulation havde et dragende sceneshow og viste høj klasse på et ukristeligt tidspunkt.
Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.
Sløvt growleri og dårlig lyd spændte ben for dødsmetallerne i Bloodbath, som aldrig blev hverken rigtig grumme eller synderligt medrivende.
Huldre hev den hjem på scenenærvær, deres arrangementer og at være tro mod udgangspunktet.
De virker ukuelige, de gamle drenge i Suicidal Tendencies. Men en kurs mod lidt mere musik og lidt mindre fest havde løftet koncerten.
Det norske kultband med den engelske Duke of Nothing i front kørte den stilsikkert hjem med en rutineret musikalsk rejsning.
At the Gates kom for sent til deres egen fest og nåede ikke igennem porten til dødsthrash-riget, selvom en energisk Tomas Lindberg gjorde sit til for at holde både band og publikum i sving.
Metallens transkønnede heltinde strålede af sejr over sindets dæmoner. Mina Caputo og Life of Agony spillede med sublimt overskud det meste af deres suveræne debutplade 'River Runs Red', men vokalen var gennemgående for lav.
Red Fang viste vejen og tog publikum med på en støvet sonisk rejse til en benhård bikerbar i Bumfuck Nowhere.
Sukkersøde serenader og dårlig humor er ikke en opskrift på succes.
Tekniske problemer tog noget af oplevelsen med Ensiferum, men det hjalp paradoksalt nok også.
Exodus passede rutineret butikken og solgte publikum en ganske smagfuld, men også lidt forudsigelig thrash-anretning.
Cannibal Corpse var garant for en solid lille time i dødsmetallens tegn. Veteranerne sprængte ikke rammerne eller leverede sublim festivalkoncert, men der var indlevelse nok, til at det var mere end godkendt.