De rutinerede kræfter i Asinhell serverede dødsmetal fra den gamle skuffe, og publikum foran Hades nød opvisningen i metallens mest populære genre.
Biohazards første show uden for USA var i København i 1990. 34 år senere var de her igen, som var tiden stået stille og spillede stadig med ungdommelig energi.
Trods Paul Christensen er uhelbredeligt syg, så stråler og spiller Pretty Maids stadig som rockstjerner og leverede en rørende koncert i Copenhells historie
Velspillende Karnivool fik spillet sig ind på livet af Copenhells publikum, så det til sidst blev en helt fin progfest.
Med teknisk snilde og fede riffs, så var instrumentale Night Verses lige dét, som de fleste, der havde taget morgenturen til Hades, manglede til en effektiv, både blød og halvhård start på dagen.
Sort Sol spillede månen sort og foldede nattens vinger ud med en koncert, der skuede tilbage uden at være cringe-nostalgisk.
Hatebreed fejrede 30 års karriere på Copenhell med et koncert, der gjorde lige akkurat det, de var hyret ind til – piske en stemning op!
Kvartetten fra Connecticut spillede en teknisk flot koncert, men lykkedes aldrig med at komme ud over scenekanten.
12.30 er morgen på en festival som Copenhell, og havde man behov for en blid start fredag morgen, så kunne The Chains lige præcis det – og så med masser af dansk humor og hygge.
Orm havde lovet publikum noget særligt og spillede natten episk op med black metal, strygere og blæsere. Og ild!
Alex Terrible tog Copenhell med storm og sendte publikum fra Hades, med en fuldstændigt vanvittig, tilnærmelsesvis ubehagelig oplevelse rigere
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.
Stålet blev smedet, humoren bragte smilene frem og næverne kom i vejret, da hammeren blev eftektivt svunget.
Et af årets helt store spørgsmålstegn på dette års Copenhell, leverede en af de overraskelser, man som publikum kun kan håbe på.
Empire State Bastard var endnu en relativt ubekendt, Copenhell hev op af hatten til os i år. De kvitterede med det måske mest kaotiske og uregerlige sæt, vi får at se på Refshaleøen denne sommer.
Bruce Dickinson fremførte et stramt sæt foran dedikerede fans – og en kulturminister, der alle sang med fra start til slut.
Sad følelserne uden på tøjet? Var det mere nostalgi end festival-stemning? Underoath fik den tvivlsomme ære af at åbne Hades, på godt og ondt.
Langt om længe skulle Cabal vise deres værd. Det gjorde de, og understregede hvorfor Cabal skal opleves live.
Wolfgang van Halen kæmpede for at komme ud af farmands skygge, og det lykkedes ham at få sol på egen krop og musik på Copenhell.