August Burns Red er uden tvivl nogle af de tungeste drenge inden for metalcore-genren og professionelle til fingerspidserne. Og det var da også det, man kunne opleve på årets Copenhell – på godt og ondt.
Skal det være festligt og gak og løjer eller tung, ond metalcore? Caleb Shomo og resten af Beartooth ved det umiddelbart ikke selv. Fredagens koncert på Pandæmonium pegede i alle retninger og var et stilforvirret mismatch.
Forsanger Chris Barrettos frembrusende adfærd og høje humør formåede at rede briternes koncert fra den rene elendighed.
Decapitated kørte for meget på rutinen på Hades. Forsangeren var bedre til at kommunikere til publikum med sine hænder end med stemmen, og det var en skam.
Hollandske Epica kæmpede lidt med sig selv. Det betød, at det aldrig blev helt godt i bandets første besøg i Danmark, da de gav koncert på Copenhell.
Den hårde opgave med at åbne andendagen på Copenhell 2016 havde Grumpynators fået, og selvom der blev spillet solidt i et insisterende uptempo, så nåede bandet desværre ikke rigtigt ind under huden på andre end de første par ivrige rækker tilskuere.
Red Warszawa skulle igen tage den sidste fornuft ud af folk, da Copenhell lakkede mod enden, og det gik omtrent som planlagt.
Tidlig lørdag aften leverede Havok smilende, seriøs thrash, som vi alle kender den, og netop genkendeligheden kvitterede publikum for ved at gå a-m-o-k. Egentlig godt blev det dog aldrig.
Shinedowns narrefisse-tilgang til koncerthvervet tog udgangspunkt i vedholdende flufferi i form af hoppe- og råbesekvenser, der på nogle punkter passede fint til en festivalkoncert, men i længden bare var irriterende. Ligesom musikken.
Trivium konfronterede deres gudsbenådede publikum, der klappede og hoppede så begejstret, hver gang sanger og guitarist Matt Heafy blinkede med øjnene, at det var som så med at høre efter, hvad der foregik på scenen.
Megadeth nåede ikke for alvor udover Helvitis scenekant, da de fredag aften leverede en teknisk velspillet, men ellers særdeles kedelig koncert på Copenhell.
Black Peaks faldt fra tinderne med et uforløst sæt i eftermiddagssolen.
Melvins lagde vejen forbi Jazzhouse og gav et velspillet, men alt for indadvendt og rutinepræget show.
Selvom standopkomiker Jim Breuer har håndværket i orden og elsker rock, beviser han selv, at der skal mere end hjerte til for at lave et godt band.
‘Blackhearts’ vil gerne vise, hvor langt nogle mennesker er villige til at gå for black metal. Det store problem med dokumentarfilmen er, at den glemmer det udgangspunkt og misser nogle vigtige spørgsmål.
Suicidal Angels har aldrig forsøgt at genopfinde den dybe tallerken, men holder sig i stedet til den klassiske thrash. Med 'Division in Blood' fortsætter de stilen.
Edu Falaschi forsøger at malke tiden i Angra ved at udgive et akustisk album med sange fra den tid i karrieren. Det er en skidt ide.
Det kniber for Grand Magus på 'Sword Songs' med at overbevise om den relevans, de tidligere havde.
Svenskerne i Assassin's Blade holder sig på deres debut meget til det jævne bortset fra et par fatale udfald.
En superproducer. Et internationalt label i ryggen. Ambitionerne om et gennembrud i udlandet fejler intet, men det er svært at forestille sig, at Helhorse kommer til at indfri dem med deres tredje plade, der skuffer med mangel på mindeværdige sange.