25 år senere står ‘Origin of Symmetry’ stadig som øjeblikket, hvor Muse blev for store til Jorden – og fandt deres egen stemme.
Seks lange kompositioner, ét svimlende univers: A Forest of Stars skaber et album, der både udfordrer, foruroliger og fascinerer.
Thorium indfanger forstadens deroute med brutal troværdighed på ‘Suburban Rot’, men albummets konstante tyngde bliver også en hæmsko.
Earthside leverede en teknisk blændende koncert, hvor stor kemi og stærke opbygninger langt hen ad vejen opvejede savnet af en forsanger.
‘The Moth’ er Devin Townsend uden sikkerhedsnet: Bombastisk, rørende, latterlig og måske det tætteste, han kommer på sit livsværk.
Mens flere festivaler i stigende grad forsøger at blive en lokal udgave af Copenhell, holder Metal Magic Festival, fanen højt med en klar profil. Bevidstheden om profilen kræver både til- og fravalg.
An Abstract Illusion forvandlede Stengade til et kosmisk stormvejr af smerte, skønhed og progressiv ekstremmetal, vi ikke glemmer foreløbig.
Med cykliske grooves, svedige licks og futuristiske synths spillede Zahn sig hypnotisk ind i vores hjerter som A Colossal Weekends store overraskelse.
Cult of Luna forener brutal kraft og melodisk luftighed i en koncert, der beviser, hvorfor de fortsat troner øverst i post-metal-genren.
Udsyret space rock, skæve jazztwists og eksperimenterende noisetakter fra Nordens Paris … nu kan Colossal endelig bare komme an!
IOTUNN runder Europa-turnéen sikkert af på hjemmebane, mens In Vain kridtede progbanen formidabelt af som den norske underdog forinden.
Spot Festival til jyderne – Only Human-release og An Abstract Illusion til københavnerne. Og så nye toner fra Venom, Vansind og Haste the Day… en uge med lidt for alle!
Et længe ventet comeback fra Warning, præget af melankoli og autenticitet – omend vi dog ikke slap for skår i glæden.
Kollaps går all-in på maskinelt øredøvende intensitet, men efterlader et indtryk af mere form end egentlig indhold.
Boris viser, hvorfor deres gennembrudsplade stadig holder – beskidt, catchy og ude af kontrol, med enkelte dronetunge dyk i en ellers stærk koncert.
Agriculture går off-script i hemmeligt Roadburn-sæt: hæsblæsende black, publikumsønsker og ren kaoscharme i intime rammer.
Midt i Roadburns vildskab leverer Haress et skrøbeligt, nærmest metafysisk åndehul – lavmælt, egenrådigt og uventet rørende.
Kaos, skronk og store navne – men eksperimentet forbliver netop det: sjældent mere end glimtvis interessant.
Paradox bliver ZUs legeplads: dynamisk, disciplineret og fandenivoldsk – avantgarde uden filter og fyld.
Yellow Eyes leverer kompleks black metal – men drukner i Engine Rooms sløjt buldrende lyd og en sceneoptræden så livløs, at selv pladens magi forsvinder.