Danske Empire Drowns har bygget en stærk rygrad over britisk dødsdoom og står stærkt, selvsikkert og skarpt på debutalbummet.
Hvis man skal udgive nyt materiale efter 30 års fravær, så bør man gøre det ordentligt, og det formår Maceration heldigvis
Er man i forvejen til dødsdoom a la Skandinavien, så er Mother of Graves som et kram fra en god, gammel kammerat.
Planlægning og mere planlægning er hvad der kræves for at få uge 42's mange koncertmuligheder til at gå op, og alligevel skal pyt-knappen i brug, når der skal vælges mellem fx Marduk og Gorgoroth.
Man får stor Bolt Thrower-passion og et drys hollandsk trademark-dødsmetal graciøst serveret på tredje album fra Graceless.
Fates Warnings medlemmer med længst tid i folden, Alder og Matheos, har begge udgivet sideprojekter i år. Vi anmelder Kings of Mercia, men får også smidt en del ord om A-Z i farten.
Baseret på bandets live-shows er det ingen overraskelse, at Wayward Dawns tredje skive er ganske fin, ej heller at den ikke rigtigt spytter nyt i baljen med dødstricks.
En 90'er fest lige om hjørnet har fået vor skribent til at se på nogle plader, der ikke faldt i hak dengang, men som siden er blevet ganske relevante i samlingen.
Hexis udgiver nyt og buldrer desuden live i vandtårnet i Brønshøj. Tornvang Open Air fortsætter sommertraditionen for mindre danske festivaler. Clutch kigger også forbi, altimens et andet amerikansk band er meget glad for bogstavet "Ø".
Dele af den vigtige DNA bag In Flames og Dark Tranquillity er smeltet sammen på The Halo Effect, og det kommer der ganske hæderlig melodødsmetal ud af.
Ashenspire bombarderer sanserne med grå depression og glimtvise melodiske håb i et utroligt vedkommende og gribende værk.
Fredagen føltes lidt som en fridag for dagens reportageskriver, med tidligt overståede anmeldertjanser, så der gik godt med fest i den, hvilket sådan set passede fint med en dag med D-A-D på den store scene.
Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.
Ivy Crown vaklede lidt, men var ikke tæt på at falde på Copenhell.
Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.
Spinal Taps forstærkere går til 11, men det var ikke tilfældet for The Hellacopters, hvis koncert måtte se sig udfordret af lydproblemer.
Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.
Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.
Horndal sørgede for en glimrende festivalmorgenstund i den beskidte metals tegn.
Myrkur forførte med folkesange og et stærkt ensemble bag sig tidligt på torsdagsprogrammet på Hades.